Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
Sådan fanger man ulve

Sådan fanger man ulve

Mennesket har gennem tiderne udviklet forskellige typer af ulvefælder, her nævnes de mest udbredte, som er beskrevet i Carl Weismanns bog "Vildets og Jagtens Historie" fra 1931.

Ulvegårde

Ulvejægeren Täntzer beskriver i 1600-tallets en ulvegård :”Et lille areal, indhegnet med et ikke mindre end 7 alen højt stakit; gennem ulvegården var lagt flere veje – ulven fulgte gerne en vej – og ved ind- og udgangene var der porte, som stod aabne sommeren igennem, for at ulven kunne vænes til at gaa ind til de udlagte aadsler.

Fangst skete kun om vinteren (ulvepels i vinterdragt er eftertragtet og kostbart, han fik selv bælgene (ulvepelsen)) – og naar det skulde gaa for sig, blev en messingtraad fastgjort fra portene til aadslet, saa portene faldt i, naar ulven sled i lokkemaden. Der maatte mindst være to porte, thi ulven var listig og ikke gerne gik ind i en indhegning, som der ikke ogsaa var udgang fra”.

Ulvegrave

Brugen af dybe faldfælder til ulvefangst går langt tilbage i tiden. Denne type af fælde kendes ifølge Weismann fra mange lokaliteter i Jylland. Her er Täntzers beskrivelse af en ulvegrav:

”Ulvegrave, firkantede 6-7 alen dybe og ligesaa brede huller i jorden, beklædt med træ for at ulvene ikke skulde grave sig ud. Midt i graven stod en stolpe, som ragede noget op over jordoverfladen, og til den var der bundet lokkemad, et aadsel, en stegt gaas eller et levende lokkedyr, et lam eller en gris. Graven var dækket med lette falddøre, hvorover der var lagt løv, kviste, sne eller lignende”.

Ulvegrave blev anlagt på øde steder, gerne langs veje og ved kryds, da ulven ynder at følge veje som ledelinjer. På grund af denne beliggenhed hændte det åbenbart ofte, at vejfarende endte i ulvegravene, når de forsøgte at få fat i den stegte gås eller lign! 

Ulvegrav i skåne, der kan ses endnu i dag. Foto Morten Kjelmann.

Sevlskud og sakse

Det var også udbredt at sætte sakse og selvskudsfælder, hvor ulven udløser fælden ved at træde ned i saksen eller hive i lokkemad.

De første selvskudsfælder var med armbrøst, hvorpå der lå en armbrøstbolt (pil) med halvmåne formet spids. Denne kunne dække et større område på dyret end traditionelle jagtspidser.

I museets udstilling kan ses eksempler på forskellige armbrøste og bolte, herunder bolte med halvmåneformet spids til selvskudsfælder.