Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
Ulvens og danskernes fælles historie

Ulvens og danskernes fælles historie

Ulven og os

Ulven har været i Danmark omtrent lige så lang tid som mennesket, derfor er vores fælles kulturhistorie lang og rig på konflikter og myter.

Stenalderjægerne har givetvis ”delt” nogle af de store byttedyr med ulve. På Jagt- og Skovbrugsmuseet har vi et krondyrskelet fra bondestenalderen  med bidemærker efter et stort rovdyr – muligvis ulv.

 

Egentlige konflikter mellem menneske og ulv, er sandsynligvis blevet hyppigere fra det øjeblik vi bosatte os som bønder, og begyndte at holde husdyr i bondestenalderen.

I bogen ”Vildets og Jagtens historie i Danmark” af Carl Weismann fra 1931, findes et særligt kapitel om ulven og dens kulturhistorie. Forfatteren har omhyggeligt gennemgået meget kildemateriale, hvor historien og kampen mod ulven er godt beskrevet. Afsnittet om den danske ulv begynder med et citat af Rigsantikvar Carl Frederik Bricka (antikvar fra 1897):

”For ret at forstaa forskellen mellem fortiden og nutiden, maa ogsaa denne side af sagen opklares; enhver vil let indse, hvilken vidt forskellig kolorit livet faar, enten ulvens hylen lyder i vinternatten eller dampvognens piben skingrer gennem luften”.

Kampen mod ulven

Lovgivning langt tilbage i tiden indikerer, at alle har haft lov til at jage ulven.

I forbindelse med reformationen i 1536, nedskrives det at: ”dog skal ulvejagt blive med magt”. Dette tyder på, at jagten på det store rovdyr har været fri, modsat jagten på næsten alle andre arter i denne periode, der tilhørte konge og adel. Ulven var altså et uønsket skadedyr, som enhver kunne være med til at udrydde.

Krig og ufred betyder, at udryddelsen af ulven i Jylland går i stå i flere omgange. I 1677 ansætter Christian 5. tyskeren Johan Täntzer som ulvejæger for Jylland og Slesvig. Täntzer måtte jage ulv overalt på kronens gods, desuden skulle han yde hjælp til privatejede godser når de skulle jage ulve.

Til formålet indkøbte han for egen regning store mængder af kostbart ”jagttøj”: lapper og net. Med lapper menes store stykker stof, der ophænges i forlængelse af hinanden, for at danne en form for indhegning, hvori vildtet kan gennes sammen.

Opsætningen af de mange meter jagttøj og afdrivning af store landarealer kræver meget mandskab. Täntzer fik kun hjælp til at bringe jagttøjet på plads, men havde ikke ret til at indkalde bønder til hjælp på jagterne.

Det er især for bogen ”Der Dianen hohe und niedere Jagdgeheimnüsz” at ulvejægeren Täntzer fik skabt sig et eftermæle, og bogen regnes for den første egentlige danske jagtbog. Hans illustrationer af 1600-tallets jagtformer bruges ofte, når vi på museet skal fortælle den tids jagthistorie.

I december 1685 udvider Christian 5. de kongelige jægermestres beføjelser når det drejer sig om ulvejagt. Dette for ”at den drives med større kraft en hidtil..”. Jægermestrene får ret til at jage ulven også på private jorder: ”og proprietærer, amtmænd og amtbetjente skal stille sig til rådighed på alle de steder hvor jagten kommer forbi, samt indforskrive de lokale bønder med vogne og heste, som kan transportere jagttøjet og lapperne”...

I 1688 skærpes bødestraffen overfor de bønder som ikke møder op som tilsagt, samtidig får landjægerne også mulighed for at deltage på lige fod med de kongelige jægermestre i efterstræbelsen (disse benytter også fangst med lapper og jagttøj). Desuden indføres en skydepræmie på 4 rigsdaler for hver gammel nedlagt ulv, og en rigsdaler for en ung, på proprietærers grund. Denne betales af egnens bønder, når ulven præsenteres på det lokale Birketing.

I 1681 bliver Brockdorff ansat som jægermester i Haderslev, Kolding og Ribe amter, en af de primære opgaver er givetvis bekæmpelse af ulve. De første beretninger om hans succes, er fra 1683, da det lykkedes ham at fange 9 ulve i en såt - måske et helt kobbel?.

Nogle måneder senere fanges 7 gamle ulve på en dagjagt ved Skodborg. Disse jagter krævede store mængder af klappere til den op til 50 kilometer lange kæde! Jagterne trak ofte ud over flere dage, og det var vigtigt at bønderne også vogtede omhyggeligt langs lapperne, således, at ingen ulve kunne undslippe fangst.

Til sidst var ulvene trængt inde på så lille et areal, at de blev fanget i garnet, og blev spiddet af bøndernes forke. Det var almindeligt at man placerede skytter på fløjene, hvis ulvene skulle få held med at stikke af. Men helt frem i 1700-tallet blev langt de fleste ulve fanget i garn. Skydevåben var endnu ikke præcise nok og krudttågen fra sortkrudt gjorde det umuligt at se om dyret var truffet.

Brockdorffs jagtjournal fortæller følgende om ulven (Weismann 1931): I 1684 nedlægges 42 ulve, i 1685 17 ulve, i 1687 mindst 9 ulve. Der er ingen tal fra de følgende år. Men det godtgøres, at Brockdorff siden 1681 har nedlagt 300 ulve, hertil skal lægges unger. Sammenlagt med nedlæggelser af andre personer, giver det et billede af en pæn ulvebestand i 1600-tallet.

De store jagter i 1600-tallet reducerer antallet af ulve så dramatisk, at ulvestammen har svært ved at komme sig. De mange jagtberetninger fra 1700-tallet, som omtales af Weismann (1931), viser, at det med tiden bliver strejfere, som nedlægges på de store jagter. I året 1778 bliver dog afholdt en enkelt jagt i den mægtige Farris skov (den gik frem til starten af 1700-tallet tværs over Jylland fra Lillebælt til Ribe), hvor der nedlægges hele 12 ulve (måske et kobbel?).

Ved afslutningen af 1700-tallet er vi i den samme situation som nu, hvor det udelukkende er ulve på strejf fra Tyskland, der nedlægges på jagterne. De sidste to ulve nedlægges i 1811 og endeligt ved Skive i 1813.

Herefter skulle der gå 199 år, før ulven igen blev set i Danmark – på strejf fra Tyskland.