Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
Månedens genstand

Månedens genstand

Kraniet i sin montre i jagtudstillingens intro-område. Montren viser nogle af de fund, som fortæller os hvordan naturen så ud i stenalderen – og hvordan menneskene udnyttede den.

Urokse-kranium JSH 3578

Uroksen, i Store Stalds indgangsområde, er udstillet hele tre steder i museet! Kraniet er ualmindeligt stort og velbevaret. Det er fra en urokse, der blev fundet i Lykkegårds Mose ved Auning, Djursland, i sommeren 1942. Den har ligget i mosen i 4-5000 år og blev fundet da man gravede tørv til brændsel under 2. verdenskrig , lige som en masse andre knogler og gevirer.

Der levede urokser i Danmark fra ca. 11.500 – 3.000 år siden og det er dem, der er forgængerne til de køer vi har i dag. Uroksen var tilpasset til at leve i en ret åben skov og var meget højere, længere og stærkere end en ”moderne” ko. I ”urokse-dioramet” kan du se, hvor meget større og imponerende en urokse var på nært hold.

I dioramaet

I dioramaet er oksen igen, for det er omkring afstøbningen af det store kranium, at uroksen med hud, hår og horn er bygget op. Sceneriet viser en jagt, hvor tre stenalderjægere er på jagt efter skovens største vildt med bue, pil og jagthunde. Uroksens krop er bygget op over gipsafstøbninger af knogler fra en anden okse, som museet lånte på Zoologisk Museum i København.

Uroksen i dioramaet har endnu længere horn end kraniet, det er fordi kraniet kun har de såkaldte hornstejler tilbage. Hornet, der er længere end stejlerne, blev dannet uden på dem. Mens oksen lå i mosen er hornene er rådnet væk.

Kranium på tryk

På Jagt- og Skovbrugsmuseet er vi stolte af det flotte kranium og i 1990’erne kunne man se det afbilledet både på plakater og på T-shirts, der var til salg i butikken. De fleste eksemplarer blev vist solgt til personalet, så de blev aldrig genoptrykt!

Det tredje sted du kan møde rester af uroksen fra Auning er, over dørene i indgangsområdet. Her hænger en frise af vores flotteste forhistoriske knogler og gevirer. Blandt dem er der dele af en overarmsknogle og nogle ryghvirvler af oksen.

I den Den Store Danske kan du læse mere om uroksen.