Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
Guldalderens danske skove - nutidens klenodier

Guldalderens danske skove - nutidens klenodier

Forside
Guldalderens danske skove - nutidens klenodier
Katalog
Litteratur

 


Af Jette Baagøe

Hvor reder sommeren vel blomstersengen mer rigt end her ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen, så dejligt som i bøgens fædreland?

H.C. Andersen 1850

Guldaldermalerne med J.Th. Lundbye og P.C. Skovgaard i spidsen arbejdede bevidst for at påvirke deres samtids opfattelse af, hvad et ægte dansk landskab er. Denne opgave synes i høj grad at være lykkedes for dem, dog måske snarere sådan at forstå, at deres billeder har påvirket eftertidens opfattelse af Danmark. Samtidig har flere generationer ved den daglige morgensang ubevidst taget det Danmarks-billede til sig, som især B.S. Ingemann, N.F.S. Grundtvig og H.C. Andersen har skabt i deres fædrelandssange. Og meget tyder på, at guldalderens Danmarks-billede stadig påvirker vor måde at forvalte den danske natur på.

Bøgen - det danske nationaltræ

Både i guldalderens litteratur og i dens malerkunst findes en stribe nationale ikoner. Et af dem er "den danske bøgeskov". I sangen "I Danmark er jeg født" udnævnte H.C. Andersen ligefrem Danmark til bøgens fædreland. Det var naturligvis en national selvforståelse, som ikke forholdt sig til det faktum, at bøgen indvandrede fra Mellemeuropa, kummerligt overlevede her i landet i århundreder og først for alvor bredte sig, efter at jernalderbønderne var begyndt at lade deres svin gå løse i skovene. Svinene foretrak nemlig egens opvækst og begunstigede derved bøgen. Det vidste H.C. Andersen ikke. Han og hans samtid forholdt sig til Danmark som nation, som et skandinavisk land, hvis nabolande Sverige og Norge i deres samtid lyrisk blev identificeret med henholdsvis birk og gran. En af de første, som brugte bøgen som nationalt symbol var Adam Oehlenschlaeger, der o. 1820 skrev det, som skulle blive vor nationalsang. Her lod digteren "de brede bøge" stå nær salten østerstrand, men skønt strofen henviser til bøgeskovene langs øresunds kyster, har den nok ikke meget hold i virkeligheden. Måske lige bortset fra den virkelighed, man kunne se i lystskovene nord for København, Charlottenlund Skov og Jægersborg Dyrehave. En bred bøg kræver ikke alene plads, men også læ, og læer der ikke meget af i en kystskov, hvor græsning har forhindret et ordentligt skovbryn i at udvikle sig. J.Th. Lundbyes billeder af kystskoven ved Asnæs beskriver derfor nok bedre end Oehlenschlaegers ord den danske bøgebevoksede kyst i begyndelsen af 1800-tallet (Kat.nr. 11 og 12).

Måske har Adam Oehlenschlaeger ligefrem lånt sine brede bøge hos den romerske digter Vergil (70-19 f.Kr.), som Oehlenschlaeger så udmærket kendte, og som i sit digt om hyrden Tityrus skrev: "Tityre, tu patulae recubans sub tegmine fagi.." Tityrus, som du ligger tilbagelænet under bøgens brede tag.." (Peter Wagner pers. comm.).

Man kan undre sig over, hvorfor det blev bøgen og ikke egen, der kom til at stå som nationalsymbolet par excellence i skoven. En af årsagerne må være, at der ganske enkelt var færre ege i skovene omkring København, måske især i Jægersborg Dyrehave, som jo havde været hårdt græsset i et par hundrede år. Og det var jo her guldalderens borgere, digtere og malere først og fremmest kom. En anden kan være, at egen sammen med kæmpehøjene fik sin egen betydning som symbolet på en stor, men fjern og mere primitiv fortid. I hvert fald dukker egen op igen og igen sammen med stendysser både i de romantiske og i de mere nationalromantiske billeder fra guldalderen.

Myten om den dårlige danske bøg

J.Th. Lundbye, som i en periode blev mere og mere nationalt orienteret i sin kunst, søgte bevidst de gammeldags landskaber, som han opfattede som mere danske end sin egen tids. Derfor holdt han også meget af de forblæste bøgeskove, som allerede i begyndelsen af 1800-tallet synes at have været på retur i det sjællandske landskab. I flere af hans mest kendte malerier, f.eks. åben Egn i det Nordlige Sjælland, 1842 (Statens Museum for Kunst) har han af rent kunstneriske årsager anbragt forblæste træer i mellemgrunden. Det er især en lille gruppe maleriske træer fra den forsømte og overgræssede Vinderød Skov, der har holdt for.

J.Th. Lundbye. 1841.Græssende kreaturer, Vinderød Skov. 23 x 22 cm. Den Hirschsprungske Samling.

De mest forblæste danske bøgeskove fandtes, foruden i Nord- og Vestsjælland, i øst-Jylland. Da Steen Steensen Blicher holdt sit første møde på Himmelbjerget i 1839 deltog Dankvart Dreyer. Han blev grebet af Jylland og har malet en række billeder af de vilde forblæste bøgeskove omkring Silkeborgsøerne i det, Blicher selv kaldte "de yndige skovegne". De skove udgør i dag kernen i et stort nyudnævnt naturskovsområde i Jylland. De skal ifølge Skov- og Naturstyrelsens Naturskovsstrategi henligge urørte, fordi man i nutiden har et håb om, at de så vil udvikle sig til rigtig "ægte, vild" dansk skov.

Skovbilleder som J.Th. Lundbyes fra Sjælland og Dankvart Dreyers fra Jylland kan måske have været med til at bekræfte danske skovbrugere i den fejlagtige opfattelse, at de danske bøge var dårligere end de udenlandske. En opfattelse, som har været fremherskende helt op til nutiden og har bevirket, at dansk skovbrug i meget stor udstrækning har satset på frø af fremmed oprindelse, når der skulle etableres nye bøgeskove. Det er dog ikke retfærdigt mod kunstnerne at tro, at det er dem, der har skabt denne opfattelse. Den må være opstået, fordi de danske bøgeskove i slutningen af 1700-tallet gennemgående har set dårlige ud og indeholdt mange vindtørre, skæve og forgrenede (forskårne) træer.

Søjlehallen

Ser man på P.C. Skovgaards fremstilling af maj-skoven ved Iselingen nær Vordingborg (Kat.nr. 3), kan man konstatere, at nye driftsformer i guldalderen allerede havde sat sig spor i Danmarks skove, og at de danske bøge var gode nok. Træerne er høje og ranke som i en moderne bøgeskov, selvom maleren bevidst har lagt en parkagtig, fredfyldt atmosfære ind i det endelige billede, der egentlig skulle være monumental-udsmykning i en dagligstue (Monrad 1989:235). Det er i øvrigt påfaldende, at egen er med på det færdige billede, men befinder sig i dets udkant, hvorfra et forskåret lille egetrærækker en mager arm ind mod billedmidten (Bøgeskov i maj. Motiv fra Iselingen. 1857. Statens Museum for Kunst).

Selvom Dankvart Dreyers Skovlandskab (Kat.nr. 4) set med forstlige øjne er mindre effektivt drevet, bekræfter dog også dette billede, at de danske bøgetræer kunne blive ligeså rette og højstammede som de udenlandske. Og at disse høje, kuplede træer svarede til en idealforestilling hos nogle malere i denne periode. Forstfolkene ville nu nok have foretrukket, at kronerne var lidt mindre veludviklede end tilfældet er, især i Dreyers billede.

Indtrykket af, at der var sket store i forstlig henseende positive forandringer i mange skove allerede i begyndelsen af 1800-tallet, bekræftes af de amtsbeskrivelser, som forskellige kyndige folk i 1830'erne afleverede til Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab til brug for dets kortlægning af landets økonomiske tilstand. I beskrivelsen af Iselingen-skovene skrev pastor Lütken f.eks. i 1839: "Herregården Iselingen har Skov, der bestaaer især af Bøg, men dog også af Eeg, Hessel, Alm og Ask. Ved Fred og god Behandling sørges for Ungskovens Fremvæxt". Det vil sige, at i Iselingens skove var der ikke længere græssende kvæg, og man sørgede for at fjerne uønsket opvækst og pleje den ønskede. P.C. Skovgaard har åbenbart syntes godt om det rolige billede i denne type af skove, for han har malet dem flere andre steder, bl.a. ved Skarrid Sø (Kat.nr. 6).

P.C. Skovgaards "Bøgeskov i maj" er malet som et billede på harmoni og storhed i Frejas sal, og selvom skovenes driftsmetoder var anderledes end nutidens, falder det i meget høj grad sammen med, hvad skovdyrkere i de sidste par hundrede år har opfattet som en rigtig god dansk bøgeskov. Biologer har på deres side i årtier gjort opmærksom på, at denne type af såkaldte monokulturer i naturmæssig henseende er meget fattige. Skovbunden forarmes og forsures, og antallet af dyre- og plantearter, som kan trives i en sådan bøgeskov, er ganske lille. Med hensyn til naturmæssigt indhold adskiller den sig ikke ret meget fra en monoton rødgranskov. Skovbundens monokulturer af hvide anemoner ser måske frodige ud, men skinnet bedrager.

På trods af denne biologiske viden har vi i dag fået en Naturskovsstrategi, som bl.a. har taget de såkaldte bøgeskovs-søjlehaller med deres anemonetæpper under sin beskyttelse. Dog kun, hvis træerne i skoven kan siges at være af dansk oprindelse. Det sidste er nu ikke så nationalistisk som det lyder, men har at gøre med, at man ønsker at bevare de eventuelle værdifulde gener, som måtte findes i lige netop de oprindelige danske bøgetræer. Erkendelsen af, at de kan være gode nok, er langt om længe slået igennem i forvaltningen.

Rødgranen og de andre nåletræer

Som på så mange andre af samfundets områder var det også en tysker, forstmanden Johan Georg von Langen, der i 1760'erne blev sat til at redde de danske skove. Med sig havde han sin tyske opfattelse af, hvilke træer, der var de mest værdifulde, og øverst på hans liste stod nåletræerne rødgran, ædelgran, skovfyr og lærk, først langt nede kom bøgen og egen.

Denne rangfølge var ikke i overensstemmelse med danskernes opfattelse. Her i landet havde bøg og eg i århundreder været brugt som værdimåler i skovområder, ikke p.gr.a. deres værdi som tømmertræer, men fordi deres frugter, oldenet, tjente som føde for fedesvinene om efteråret. Nåleskovene, som man så udmærket kendte fra Norge og fra de tabte landsdele Skåne, Halland og Blekinge, kaldte man i Danmark for sur-skov.

Nu indførte von Langen og andre tyske forstmænd altså nåletræerne i de danske skove. Og selvom alt det nye i begyndelsen vakte så megen modstand, at von Langens reformer blev standset, gik det alligevel stærkt. På skovkortene fra Sjælland kan man se, at der allerede o. 1830 var meget store arealer, som var udlagt som nåleskov. Rude Skov er et typisk eksempel. Her stod man efter udskiftningen med en stribe arealer, som i landbrugsmæssig henseende var dårlige: Grusede, tørre og bakkede eller meget våde og sumpede. Området havde været brugt til kongelige fiskedamme, men nu skulle der være skov. Og det blev der. Ikke mindst nåleskov. I 1830 var en trediedel af Rude Skov nåleskov!

Fritz Petzholdts billede af Femsølyng og skoven i 1829 (En mose ved Høsterkøb med tørvearbejdere. Statens Museum for Kunst), viser tilmed, at det var en skov, der trivedes og indeholdt både rødgran og skovfyr. Men da J.Th. Lundbye og P.C. Skovgaard 10 år efter vandrede i Rude Skov overså de tilsyneladende fuldstændigt al denne nåleskov. Ligesom både de og andre malere i den nationalromantiske periode overså næsten alle de andre nåletræsplantninger, både i Nordsjælland og i Jylland, fordi de ikke var typisk danske.

Petzholdts billede er romantisk, men ikke nationalt, og det samme gælder for det billede, som P.C. Skovgaard i 1839 malede i Tisvilde Hegn, hvor han medtog de vilde, forkrøblede nåletræsbevoksninger, som han og J.Th. Lundbye ellers plejede at vende ryggen til (Udsigt mod Frederiksværk fra Tisvilde Skov. Statens Museum for Kunst). I hvert fald har billedet altid været betragtet som romantisk, præget af den ossianske inspiration fra St.St. Blicher. Eftertiden har helt enkelt ikke opfattet motivet som nationalt, og det er svært at finde anden årsag til det end netop træerne i skoven. De fremmede, forkrøblede nåletræer, der giver en for en dansker så uhyggelig stemning, at f.eks. Bramsen i 1935 brugte megen plads på at tilbagevise, at motivet skulle være tænkt som uhyggeligt fra malerens side.

Da Steen Steensen Blicher i 1830'erne med sine af Ossian-digtene inspirerede noveller henledte københavnernes opmærksomhed på Jylland, var det den store, brune hede han slog på. Malere og digtere lod sig inspirere, men ingen af de professionelle malere interesserede sig for de nye skovplantninger, som staten havde anlagt på Alheden nær Thorning. Når man ser Wilhelm Backhausens akvarel af Ulvedahl Plantage (Kat.nr. 19) forstår man, at grunden udmærket kan have været, at plantagerne ikke var ret malerisk inspirerende.

Blicher er blandt de få af periodens kunstnere, der forholdt sig til plantagerne. Han var meget positiv overfor dem, men alligevel er det i hans beskrivelse af Viborg Amt, at man finder nøglen til forståelsen af, hvordan disse skove blev opfattet i samtiden: Efter at have beskrevet de naturlige løvskove i amtet, sætter Blicher et stort punktum og begynder på et helt nyt kapitel: "Vi ville nu begive os til Skovplantningerne, d.v.s. Konstens Værker" indleder han, hvorefter han omhyggeligt gennemgår og diskuterer plantageanlæggene (Blicher 1839). Men nåletræsplantagerne, især de jyske, var altså ikke skove. De var kunstens værker. Og det er præcis den opfattelse, som endnu råder i dansk skovbrug og naturforvaltning, og som betyder, at der kun er meget begrænsede bestræbelser for at værne om de naturværdier, der i dag findes i de gamle, veletablerede nåleskove. To trediedele af Danmarks skovareal er nåleskov, men vi vil ikke kendes ved den.

At der også var nationale overtoner i Blichers holdning til plantagerne kan man imidlertid se på hans diskussion af, hvorfor det var rødgran og ikke skovfyr, der voksede bedst på heden. Blicher troede ikke på, at skovfyrren havde vokset i Danmark, selvom Japetus Steenstrup havde påvist det. Skovfyr trivedes nemlig dårligere end rødgranen, og både i novellen Oldsagn på Alheden (Rohde 1987) og i amtsbeskrivelsen siger Blicher, at skovfyrren ikke hører hjemme i Danmark: "Nok er det: Fyrren hører ikke hjemme på de jydske Heder, har aldrig havt Hjem her. Det vise endnu deres Tørvemoser, hvor Gran og Birk ligge begravne i Mængde, men ikke hint Træ" (Blicher 1839). I novellen står hans udsagn naturligvis uimodsagt, men i amtsbeskrivelsen får han følgende fodnote med på vejen fra Landhusholdningsselskabet: "At der i Jyllands Tørvemoser ikke findes Fyr, men vel Gran stemmer ikke med Steenstrups Iagttagelser".

Guldalderbilledet vi aldrig fik

J.Th. Lundbyes smukke studier af nåleskoven i Teglstrup Hegn fra februar 1848 udgør en enkelt markant undtagelse i guldalderens negligering af nåleskoven. Lundbye havde tidligere tilsyneladende bevidst vendt ryggen til nåletræerne i skoven, selv når han stod lige ved siden af dem. Nu var han vildt begejstret for det nordsjællandske vinterlandskab med de mørke, højtidelige nåletræer, som spillede så smukt sammen med de lyse birke. Han gik endda så vidt som til at anfægte det danske nationalsymbol, bøgeskoven i maj: "og mens vore andre Skove om Foraaret staae på Tepper med Millioner af Smaablomster, er Granskovbunden alvorlig og trist som altid" skrev han begejstret i et brev til professorinde Høyen den 13. februar 1848 (Madsen 1949).

Lundbyes hovede myldrede efter hans eget udsagn af billeder fra nåleskoven i Nordsjælland, billeder, som han ville male efter sin tilbagekomst. Men i marts 1848 meldte han sig som frivillig i Sønderjylland og i april 1848 blev han dræbt af et vådeskud. Da skuddet gik igennem Johan Thomas Lundbyes hovede splintredes alle hans smukke billeder af den vintergrønne nåleskov med dens mange lyse birke. Man må spørge sig selv, om denne geniale landskabsmaler kunne have ændret eftertidens syn på de danske nåletræsplantager? Ville han have kunnet gøre dem danske, eller er den opfattelse, vi stadig har af nåleskoven snarere dikteret af den kedelige måde, hvorpå nåletræerne i over 200 år har været dyrket i de danske skove – på række og geled i monotone flader, hvor næsten intet liv trives?

Hvorom alt er, er der nye tider på vej også for disse skove. Den måde, hvorpå de fremtidigt vil blive dyrket, vil blive mindre monoton. Den lyse birk og mange af de andre løvtræer vil få lov at blande sig med nåletræerne, så nåleskovene vil komme til at ligne nogle af de studier J.Th. Lundbye lavede i Tegstrup Hegn i 1848. Men det er ikke Lundbyes skyld.

Den tætte skov på Høbjerg. J.Th. Lundbye. 1840. Mine forældres bolig fra Vinderød Kirke. 15,8 x 22,8 cm. Den Hirschsprungske samling.

Epilog

Guldalderens kunstnere, både digterne og malerne havde det bestemte mål at medvirke til at styrke og genopbygge Danmark. Det gjorde de ved at skabe en bevidsthed om og kærlighed til det, de anså for ægte og uberørt i landet. Derfor vendte de ofte ryggen til alle de forandringer, som deres samtidige med skovl, hakke og spade udførte i det danske landskab. Men de modarbejdede dem ikke. Vi finder ingen karikaturer af den danske nåleskov, den er der bare ikke. Vi finder ingen nedrakning af de rette skovgærder og kun ganske få opgivende suk over de tab, landskabet led: "Skynd dig, kom, om føje år, heden som en kornmark står!".   Men landskabsmaleriet opstod og blomstrede i perioden fra omkring 1780 til 1850, og det skete nok ikke tilfældigt, men netop fordi landskabet forandrede sig så vældigt p.gr.a. de store land- og skovbrugsreformer i slutningen af 1700-tallet. Det var en reaktion, men den var ikke reaktionær.