Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
De malede skind

Elisabeth Borch og de malede skind

Når skindkunstneren Elisabeth Borch arbejder, er hendes hjerte og naturen med hele vejen. Hun fremtryller smukke pergamentmalerier af materialer fra naturen omkring hende. På den måde føler Elisabeth, at hun giver sin glæde for naturen videre. 

Kvinden fra heden

Nær Vesterhavet og Nissum Fjord derude, hvor vinden rusker i håret og heden strækker sig så langt øjet rækker, bor lægen og kunstneren Elisabeth Borch i et hyggeligt hus med køkkenhave og får. I kunsten forfølger hun sin store passion nemlig glæden ved, at skabe smukke pergament billeder. Arbejdet med billederne giver også et pusterum, i en hverdag som af og til er stresset.

Billederne skabes ved at male på dyreskind med naturmaling, som har naturlige garvnings egenskaber. Elisabeth har valgt at bruge materialer fra naturen omkring hende. Området har en af de største bestande af kronvildt i Danmark og mange rådyr, derfor er det naturligt at Elisabeth har valgt at arbejde med hjorteskind i sine kunstværker. Hun bruger også skind fra mindre vildt som f.eks. hare. ”Jeg føler mig stærkt forbundet med naturen, hvor jeg bor, og har derfor en stor glæde ved at arbejde fysisk med naturens materialer” siger Elisabeth og fortsætter ”Bearbejdningen af barken og skindene er for mig en måde at bruge, returnere og viderebringe noget af den styrke og glæde, jeg får fra at leve her.”

Foto: Lærke Posselt

Fra skind og bark til kunstværk

Der er et stort arbejde med skindene inden de bliver til fascinerende kunstværker. Elisabeth får de friske skind fra naboen, som er jæger, eller en anden jægerven og begynder forberedelsen af det, som skal blive et pergament. Hun fjerner hår og hinder, og resultatet er et smukt og stærkt lærred klar til at arbejde med.

Farverne kommer ligesom skindene fra naturen. I øjeblikket foretrækker Elisabeth at bruge kogt bark fra pil og rød‐el samt jern. Tidligere har hun flettet med pil og har derfor en række forskellige pilesorter på marken. ”De forskellige sorter giver en vifte af brunlige nuancer – når jeg blander det med jern får jeg sorte og blålige farver” fortæller Elisabeth og fortsætter ”Barken trækkes af træerne om foråret. Når saften løber op i træet løsnes barken let.” Når barkstykkerne er i hus koges de i flere timer. Den kogte bark bliver både til flotte farver og den garver skindet.

Når skindet er blevet påført farverne, så billedet er færdigt, bliver det spændt op på en træramme, som bl.a. indianere og andre naturfolk gør. Rammen sættes til tørring og tørringen kan tage flere uger, alt efter hvor tykt skindet er. Under tørringen bliver skindet til pergament og så er kunstværket færdigt. Måden at garve og tørre skindene på, ligner den man har brugt i tidligere tider, når der skulle laves pergament. Men i modsætning til den gang, hvor der blev brugt skind fra tamdyr, så bruger Elisabeth Borch kun skind fra vilde dyr. I sine kunstværker udnytter hun de størrelser og former, som de forskellige dyr har.

”Det er spændende og udfordrende at forsøge at tilegne sig det gamle håndværk at lave pergament. Gamle bøger fra garverfaget har været en stor hjælp. Men først og fremmest har jeg prøvet mig frem og ladet tilfældet og legen få frit løb”, siger Elisabeth.