Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
Samling

Samlingen

I Jagt- og Skovbrugsmuseets samling er også store skovmaskiner

Om samlingen

Samlingen er alt det, museet har indsamlet og fået forærende. Det er ting som fortæller om vores emneområde: Jagtens og skovbrugets historie siden sidste istid. Det vil sige genstande (ting) samt fotografier, malerier, mundtlige beretninger optaget på bånd og film, arkivalier bestående af breve, jagtjournaler, skovkort og meget andet.

Hvor meget har vi?

Museets samling består af mere end 15.000 genstande, 350 kunstværker og 10.000 fotografier, der alle fortæller deres del af historien om jagt og skovbrug.

Hvad har vi?

På Jagt- og Skovbrugsmuseet kan du også se gamle advarselsskilte

Vores samling er enestående og er indsamlet i hele landet: Skovmaskiner fra Sønderjylland, udstyr til fasanavl fra Midtsjælland og jagttrofæer fra godser i alle egne. Vi har fotos af de ældste ege, de nyeste plantager, 1700-tals stik af kongelige jagtmetoder og maleriet af den brølende kronhjort ved skovsøen. Desuden har vi en stor samling af udstoppede dyr, der er med til at illustrere historien.

Hvad kan du se?

Vi har meget mere end vi kan udstille, men der er adgang til store dele af samlingen på nettet via Museernes Samlinger. Her er beskrivelser og en del fotos af genstande og billeder. Det er ikke muligt at finde personoplysninger om fx giveren af en genstand.

Hvad bruges samlingen til?

De genstande der ikke udstilles bruger vi i særudstillinger, udlåner til andre museers særudstillinger eller bruger til forskning. Vi har ofte besøg i vores magasiner og arkiver af ind- og udenlandske forskere og kolleger, der kan finde ting hos os, som ikke findes andre steder.

Samlingen er ikke kun det publikum ser, den er (også) fundamentet til vores forskning, formidling og bevaring af skovbrugets og jagtens historie. Og dermed historien om danskernes samspil med naturen siden de første mennesker indvandrede efter istiden.

Brug samlingen!

Du kan let bruge vores samling besøg museet og se udstillingerne

Her på hjemmesiden kan du se vores onlineudstillinger

Søg på nettet i Museernes Samlinger

Her kan du læse mere hvis du har en personlig forespørgsel eller ønsker at låne en genstand

Du kan se en stor del af vores samling og mange andre museers samlinger på Museernes Samlinger.