Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg
Kongens skov - verdens arv

Kongens skov - verdens arv

Udstillingen fortæller om landskabet i de tre skove i Nordsjælland, der kom på UNESCOs liste over verdens kulturarv i sommer - og om parforcejagten, som er anledningen til at det ser ud som det gør.

Udstillingen fortæller i en verden af lys og lyd om parforcejagten og det landskab, den enevældige konge skabte til den sidst i 1600-tallet. Den sætter jagten og landskabet ind i deres egen tid, og skal være en introduktion for alle, der vil ud og se det smukt bevarede jagtlandskab på egen hånd.

For 1600-tallets konger var skov ikke bare skov og jagt ikke bare en hobby. Skovene havde strategisk betydning og jordbesiddelsen, magten og jagten var så tæt forbundne, at jagt og jagtlandskaber ligefrem blev symboler på de enevældige kongers magt.

Den voldsomme parforcejagt, hvor man til hest og med hunde forfulgte en udvalgt hjort, til den ikke kunne løbe længere, og kongen stak den ihjel med et sværd eller en lanse, var som skabt for de enevældige kongers demonstration af deres magt, selv over liv og død.

Parforcejagten stillede store krav til jægerne og Nordsjællands kuperede landskab med de mange farlige sumpe og vandhuller var egentlig ikke egnet til sådan en jagt, hvor man måtte ride tværs gennem terrænet som det passede hjorten. Derfor blev de nordsjællandske skove sidst i 1600-tallet indrettet med veje, hvor kongen og hans parforcejægere trygt kunne ride, mens de fulgte efter hjorten og hundene.

Jagtvejene blev anlagt på en måde, som gjorde Nordsjællands parforcejagtlandskab til det bedste, man hidtil havde set, og i selve den måde, de var tegnet på, næsten som stierne i en klosterhave, illustrerede vejene desuden den enevældige konges evne til at styre og ordne alt, selv den vilde, farlige natur.

Det er Jægersborg Dyrehave og Hegn, Gribskov og Store Dyrehave, samt nogle vejstykker i Hillerød og Fredensborg, der er kommet på UNESCOs liste over verdens kulturarv. Altså et landskab på flere kvadratkilometer.

Udstillingen vil introducere både danske og udenlandske turister til landskabet, så de kan vælge de bedste ruter og steder, når de besøger selve skovene!