

Indledning
Generelt om projektet
Danske Lokkefugle
- en internetpublikation.
Lokkefugle er fuglefigurer fremstillet med henblik på jagt. Fuglene blev tidligere fremstillet af jægerne selv - ofte med så stor omhu, at de nærmest blev små kunstværker. De gamle "lokkere" er derfor blevet eftertragtede samlerobjekter.
Lokkefuglenes danske historie er kun dårligt belyst. De er i alle tilfælde blevet fremstillet her i landet siden midten af 1800-årene. Udformningen har været forskellig, afhængig af lokal tradition og økonomiske muligheder. Det regionale særpræg fremgår f.eks. ved at sammenligne de elegante lokkefugle fra det sydfynske område med de mere groft skårne fra Vestjylland.
Lokkefuglene er som regel anonyme - en sjælden gang forsynet med et bomærke. Enkelte af fremstillerne er tid efter anden blevet omtalt i lokale aviser eller i jagttidsskrifter, f.eks. af journalisten Henning Kørvel midt i 1970erne. Kun i en enkelt lille bog, Eske K. Mathiesens "Danske Lokkefugle", kan man finde en bredere fremstilling af lokkefuglemageriet, som en del af dansk kystkultur.
Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum har gennem 50 år indsamlet dokumentation om strandjagten i Danmark. Museet råder over en betydelig samling lokkefugle, efterretninger om lokkefuglemagere og et stort billedmateriale. Det er denne samling, som nu kan offentliggøres i sin helhed, takket være en bevilling fra Kulturnet Danmark.
"Danske Lokkefugle" omfatter knap 300 "lokkere", 45 biografier over fremstillere og 70 jagtbilleder. Man kan benytte hver kategori for sig, eller man kan ved links bevæge sig mellem fugle, fremstillere og jagtbilleder. Indenfor hver kategori kan man foretage forskellige søgninger, f .eks. efter fuglearter, fremstillere, teknik, geografi - eller på kombinationer af samme.
Dansk Jagt og Skovbrugsmuseum takker de mange enkeltpersoner, lokalhistoriske arkiver og museer landet over, som har bidraget til udgivelsen. En særlig tak skal rettes til journalisten Henning Kørvel og til tidligere Landsformand for Dansk Strandjagtforening, ingeniør Jørgen Vesterdahl. Uden deres positive medvirken var internetudgivelsen af "Danske Lokkefugle" næppe blevet en realitet.
Vi vil gerne have kommentarer til projektet.
Er der f.eks. fejl i materialet, vil vi gerne have det at vide, så det kan blive rettet. Hvis nogen sidder inde med viden, som kan supplere informationen i projektet, vil vi også gerne have det at vide.
Er der nogen, som ved noget mere om danske lokkefugle eller om deres fremstillere, så send en mail til os.
Send os en mail på museum@jagtskov.dk.

